(2000)
I årtusindskiftets første år skifter tonen karakter. Hvor den første samling er søgende, fremstår Endnu et skridt mere konfronterende, rastløs og tynget af hverdagens automatiske mekanismer.
Digtene kredser om en flosset sjæl, der fanges i jobbetændt stilstand og kæmper mod et “ubehageligt overskud af kommunal indsats”. Samtidig løber spørgsmålet om fremdrift gennem samlingen: Kom vi reelt videre, eller landede vi blot samme sted? Disse billeder og formuleringer findes direkte i samlingens digte og afsluttende tekst.
Midt i frustrationen over at stå stille og kun efterlade sneglespor i gruset findes der dog også glimt af “euforisk luftstrøm” og en insisterende længsel efter bevægelse. Fremdriften søges i kærligheden, fællesskabet, modspillet og måske også i alkoholen. Endnu et skridt er på én gang en konfrontation med stilstanden og et forsøg på at bryde den.