(2001)
Et skridt frem og et par dage er et muligt afsluttende bind i trilogien og bringer en mere moden, filosofisk refleksion samt en større accept af tilværelsens paradokser.
I samlingen ser jeget tilbage på de skridt, der er taget, og må erkende, at selv om man skubber og skubber, kan verden og menneskene omkring én stadig stå stille. Denne bevægelse mellem fremskridt og stilstand samles tydeligt i bogens afsluttende tekst.
Digtene rummer en næsten naivistisk tro på en bedre virkelighed og billeder af ro, nyfalden sne og mælkebøtter, der genplantes. I “Livets fodspor” bliver menneskets aftryk sammenlignet med en gåtur i nyfalden sne, mens en afblomstret mælkebøtte i “Uden titel… og dog” genplantes som billede på en vedvarende tanke og en naturlig udvikling.
Den uløselige konflikt mellem hånden og hjertet, ønsket om at bide skeer med tiden og tvivlen om, hvorvidt mennesker overhovedet ser verden fra samme vinkel, forløses i bogens åbne spørgsmål:
Skal man lade det gå, skal det gro eller skal man lade det dø?