TID TIL AT KOMME VIDERE
(1997-1999)
Tid til at komme videre markerer begyndelsen på en hudløs og eksistentiel rejse. Samlingen er skrevet i slutningen af 1990’erne og indfanger en tid præget af opbrud, indre uro og en rastløs søgen efter fodfæste.
Jesper bevæger sig i spændingsfeltet mellem hverdagens rå, urbane virkelighed, med mennesker, der lever i kasser, og narkosprøjter i parken, og dybe, kosmiske tankespind om ensomhed, kærlighed og retfærdighed. Billederne af blandt andet “Danmark A/S”, narkosprøjterne i parken og jegets famlen efter en vej ud er centrale elementer i samlingen.
Det er fortællingen om et menneske, der famler i blinde, taler med sig selv og forsøger at ruske op i det konforme. Bagsidetekstens formuleringer om ikke at ville være “konform, korrekt eller konstant” understøtter netop dette oprør.
En intens og sårbar debut, der insisterer på, at tiden er kommet til at bryde ud og komme videre.
ENDNU ET SKRIDT
(2000)
I årtusindskiftets første år skifter tonen karakter. Hvor den første samling er søgende, fremstår Endnu et skridt mere konfronterende, rastløs og tynget af hverdagens automatiske mekanismer.
Digtene kredser om en flosset sjæl, der fanges i jobbetændt stilstand og kæmper mod et “ubehageligt overskud af kommunal indsats”. Samtidig løber spørgsmålet om fremdrift gennem samlingen: Kom vi reelt videre, eller landede vi blot samme sted? Disse billeder og formuleringer findes direkte i samlingens digte og afsluttende tekst.
Midt i frustrationen over at stå stille og kun efterlade sneglespor i gruset findes der dog også glimt af “euforisk luftstrøm” og en insisterende længsel efter bevægelse. Fremdriften søges i kærligheden, fællesskabet, modspillet og måske også i alkoholen.
Endnu et skridt er på én gang en konfrontation med stilstanden og et forsøg på at bryde den.
ET SKRIDT FREM OG ET PAR DAGE
(2001)
Et skridt frem og et par dage er et muligt afsluttende bind i trilogien og bringer en mere moden, filosofisk refleksion samt en større accept af tilværelsens paradokser.
I samlingen ser jeget tilbage på de skridt, der er taget, og må erkende, at selv om man skubber og skubber, kan verden og menneskene omkring én stadig stå stille. Denne bevægelse mellem fremskridt og stilstand samles tydeligt i bogens afsluttende tekst.
Digtene rummer en næsten naivistisk tro på en bedre virkelighed og billeder af ro, nyfalden sne og mælkebøtter, der genplantes. I “Livets fodspor” bliver menneskets aftryk sammenlignet med en gåtur i nyfalden sne, mens en afblomstret mælkebøtte i “Uden titel… og dog” genplantes som billede på en vedvarende tanke og en naturlig udvikling.
Den uløselige konflikt mellem hånden og hjertet, ønsket om at bide skeer med tiden og tvivlen om, hvorvidt mennesker overhovedet ser verden fra samme vinkel, forløses i bogens åbne spørgsmål:
Skal man lade det gå, skal det gro eller skal man lade det dø?